Efter jeg igår havde været oppe siden klokken 7 helt unødvendigt, da jeg og mit laboratorieudstyr først blev hentet klokken 12 og ikke klokken halv 8, til rimelig sent på natten, syntes jeg at se mit til at sove lidt længere idag. Blev vækket af Mkupasi, min kontakt, ringede til min telefon klokken 9.30 og spurgte om jeg havde lyst til at køre med nu hvor han alligevel var i byen. Desværre havde jeg ikke fået morgenmad, og måtte takke ned, og sige jeg straks ville være på vej. Jeg skyndte mig ned for at få morgenmad og komme afsted. Hurtigt ud til en dala dala og tage op til universitet. Når jeg endelig er deroppe er klokken blevet 11, og skal kun sørge for at nå op og tjekke op på det destilleret vand fra laboranten. Ville besøge klinikken og se om der skete noget, men der var ingen til stede da jeg var der.
Fedt.. Så er den dag gået, og jeg tager op til SUASA, universitetets gode kantine og drikker lidt vand. Jeg får skrevet en mail til Maria, den ene af mine vejledere derhjemme, for blot at rapportere at vi næsten er klar til at lave forsøget. Det eneste jeg mangler nu er at få printet mit spørgeskema. Det må blive imorgen tidlig når jeg står op. Hun huskede også at minde mig om at jeg skal rapportere alt data jeg ville få, hjem til hende på en daglig basis. Desuden fik jeg taget et par billeder af bjergene i baggrunden. Det er fascinerende som skyerne fra tid til anden syntes at sværme omkring tippen og krybe længere og længere ned langs bjergsiden. Selv i fuld sol, så utrolig tæt på hvor jeg står. Jeg var 2 gange oppe ved administrationen for postgraduate students for at få det pokkers research permit! Der var ikke nogen til stede de gange jeg bankede på, så endnu en ting jeg må sætte på dagsordenen. Det er for dårligt! Jeg skulle have haft det i sidste uge ifølge administrationen, men må værne mig med tålmodighed indtil jeg har modtaget dem. I sig selv er det ikke så vigtigt. Det vigtige er at det Research Permit skal bruges til at få mine immigrationspapirer således at jeg er accepteret til at lave den research i de 2 måneder.
Nåh, men efter mit andet tjek oppe på kontoret hvori der ingen var til stede tog jeg hjemaf. Jeg tænkte jeg idag ville vove mig ud på markedet, men det virker som sådan stadig lidt uoverskueligt alene, og tager og venter lidt længere. Jeg har heldigvis rigeligt med tid hernede, og har kun lige rundet min første uge.
Derhjemme sidder der de første to rejsende jeg har set overhovedet på hotel Sofia, hvor jeg bor. Jeg hilser hurtigt på den og går op og slapper lidt af. Skriver lidt, læser lidt, og søger lidt på artikler med facebook kørende i baggrunden. Beslutter mig for at komme ud og købe lidt snacks i form af cola og kiks. Man kan næsten ikke tillade sig at drikke vand når det er billigere at drikke cola.. Ret åndssvagt. Anyways så kommer jeg tilbage og beslutter mig for at snakke med det ældre par der var tyskere. Super spændende mennesker
De havde lige været nede og besøge deres søn på 19 der pt havde malaria, men arbejdede som sportslærer i noget frivilligt arbejde på et børnehjem. Så der fik de set hvordan et meget velset børnehjem fungerede, hvor de hver dag enten fik ris og bønner eller ugali og bønner - Der er heldigvis protein nok i det måltid!
Imorgen skulle de op nordpå og derfor krydsede de Morogoro på vejen, så det skulle kun være en 1-dags ophold. De kendte ikke engang til SUA, hvilket jeg fandt lidt sjovt. Efter de havde været i Tanzania skulle de videre over til Uganda og besøge deres datter, som også arbejdede frivilligt. Hun ville være læge, men havde for lave karakterer og tog derfor noget frivilligt arbejde i Uganda ud over en sygeplejerske uddannelse, for så at fortsætte som læge. En slags kvote 2 de benytter i Tyskland.
Noget af det mest spændende var klart at manden ejede en restaurant i Tyskland. Dog ikke hvlken som helst restaurant. Den første restaurant, altså den grundlæggende ide, indenfor spisning i fuldstændig mørke. Den oprettede han for 11 år siden.
Alt i alt var det den øl værd lige at høre omkring dem og deres, mens jeg fortalte om mig og mit, som de selvfølgelig også fandt utrolig spændende.
Til sidst måtte vores veje skildes, og vi gik til hvert vores værelse. Jeg satte mig og så lidt serie, og sidder nu og nedskriver dagens eskapader. Så trænger jeg vidst bare til at læse lidt i "The Wolves of Calla" før jeg lukker øjnene til endnu en spændende dag imorgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar