Ved Vejens Ende

Det er måske på tide med en lille ekstra opdatering. Ud over persongalleriet jeg gjorde mig i sidst, har der i de sidste par uger været rigtig mange mennesker at tilføje til dette. Det har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at gå i dybden med, men jeg kan sige, at ud fra disse personer jeg nævnte sidst i mit socialliv, hvor jeg blot lige havde mødt dem, er det lykkedes mig at få rigtig mange nye kontakter. Måske for mange. Jeg vil vove at påstå at det bliver rigtig svært at holde kontakten, men alligevel vil jeg prøve at gøre det således at jeg kan komme tilbage hertil. Der er noget over sådan et sted som her, der giver en ro og lyst til at blive her. Kan godt være maden måske ikke er så spændende, kan godt være vejret er rigtig varmt til tider, men de mennesker der bor her gør stedet til en helt unik oplevelse. Det kan slet ikke sammenlignes med at være i Danmark. Måske fordi det er et lille samfund af mennesker der enten arbejder for universitetet eller studerende ved en af de mange undervisningsinstitutioner. Ihvertfald har jeg lovet alle disse mennesker og mig selv at jeg vil komme herned igen, nok mere som en turist end før. Kan dog være jeg finder noget uni orienteret at lave hvis jeg er heldig. Det bliver forhåbentligt indenfor et års tid.

Det tager tid at opbygge hvad end man vil have af venskaber her, og godt og vel 2 måneder har været nok for mig til at kende et par hovedinstitutioner indenfor det sociale i området. Ud over der selvfølgelig er Tushikamane, så tænker jeg mere på hvor folk egentlig kommer fra. Den ene side, af mennesker jeg har mødt, er dem ansat under Apopo. Apopo er en institution der træner rotter til at finde landminer og turbekulose. Så det er alligevel pænt sejt, og i den institution kommer de fedeste mennesker fra. Så er der området omkring Tushikamane der har en masse ansat til at skabe økologisk landbrug. Virkelig nogle fede idéer der er her. Sustainable organic farming, er noget der er meget på vej frem hernede for tiden. Til sidst er der folk under tobaksindustrien, der er den rige del af Morogoro og Tanzania. Det er faktisk hernede omkring at tobakken bliver dyrket til Camel. Fik snakket med en der ejede dette så sent som igår. Det var ret fedt.

Nu hvor jeg går imod enden af mit ophold kan jeg spørge mig selv om jeg har nået det jeg ville? Og tjah, det har jeg da. Dog har der været meget mere arbejde i det, både organisatorisk og ren analysemæssigt, end jeg egentlig havde tænkt det ville. Jeg havde, ud fra hvad jeg havde hørt fra min externe vejleder, regnet med at det kun ville tage en måned at indsamle de 150-200 prøver, men sådan var realiteten slet slet ikke. Det var en længere kamp blot at få de 150 prøver, og jeg har nu 157 prøver blod, hvoraf jeg endnu ikke har analyseret alle mine blood smears og filtrationer. Jeg har blot lavet disse. Desuden sidder jeg stadig og er igang med at analysere på fæces prøverne. så der er RIGELIGT at se til stadig på trods af at jeg kun har en arbejdsdag tilbage.

Men jeg har nået det jeg skulle; jeg har fået indsamlet over 150 prøver, og det er helt klart det der er vigtigst.  Det var en stor lettelse for hjertet at jeg nåede det i denne uge, med blod sved og tårer. Jeg ved ikke hvor meget jeg har skulle være ulejlig ved mennesker hernede og udnytte deres gavmildhed således at jeg kunne indsamle alle mine prøver. Var der mere jeg ville? Ja jeg ville rigtig gerne isolere mig og bruge tid i mine egne tankers verden, og dette har jeg ihvertfald også opnået. I det har jeg fået skabt mine blogs, og især Edward Choice, min hovedperson i en serie af historier. Han har fået rigtig meget opmærksomhed, og ud af det har jeg fået skrevet en god start på hans blog. Det er selvfølgelig noget jeg fortsætter på når jeg kommer hjem igen. Andet? Ja ud over denne isolation sprang jeg direkte ind i det sociale liv hernede. En stor omvæltning af min holdning til internationale arbejdere er sprunget ud af dette. Jeg har langt mere lyst nu, end jeg havde før, til at tage enhver mulighed der måtte komme til mig, omkring internships i hvilket som helst land. Folkene der gør dette er de rareste mennesker! Nu er der ingen frygt til overs for at gøre sådanne ting.

Og med det, slutter min tur hernede, som en 100% positiv oplevelse jeg kan tage med mig hjem. Det slutter med jeg kender så mange mennesker hernede, jeg har lært en masse om parasitter, om mig selv, og om hvordan internationale arbejdere er. Slutter som en oplevelse jeg ville ønske jeg havde mere tid til at nyde til fulde, men i stedet har været skyndt igennem fra ende til anden, så jeg knapt har kunne trække vejret. Hvad angår turistting så får jeg taget en kort safari tirsdag inden jeg tager direkte til lufthavnen og flyver hjem.

Håber det har været en fornøjelse for jer at følge med i bloggen, hvem end i er derude :).

PS: Og til jer der kender mig, og ser mig når jeg kommer hjem onsdag 11.45, kan I altid spørge ind til de ting jeg har oplevet.

Nye bekendtskaber

Igen er der gået en uge siden sidst jeg opdaterede. Jeg synes der sker ret meget på sådan en uge, og det kan være rigtig svært at nå at fange altsammen i ord. Umiddelbart så synes jeg det er blevet lettere at omgås folk hernede, jeg er begyndt at føle mig mere tryg, og har mere og mere følelsen af at jeg gerne vil være her længere. Jeg kan ikke nå alt det jeg vil nå, og jeg ville gerne nå endnu mere end det. Blot i dette område, er der et helt liv at finde, der ikke er det samme som det jeg har derhjemme, men mere noget nyt. Der synes ikke at være nogen bånd på hvad jeg kan tage mig til, og alt det sociale kommer af sig selv. Jeg synes det er på tide at snakke om nogle af de mennesker jeg har mødt, og hvad de egentlig har givet af indtryk. Det er som om, jeg blot har taget højde for mine egne erfaringer, og nævnt en masse JEG har gjort. Selvom det selvfølgelig er min blog, og min rejse, og det hele er gjort som et individuelt projekt, er der ingen tvivl om at jeg ikke ville kunne klare mig uden de kontakter jeg har fået hernede. Det er blevet til et helt galleri af rigtig rare mennesker, hvor jeg let ville kunne inddele dem i de folk der er i forhold til mit arbejde, og dem jeg bare har mødt ved tilfælde, og straks har kunne skabe en kontakt til, snakke med, og bare nyde dem. Det er disse der giver mig lyst til at komme tilbage, til at opleve mere og egentlig blive hernede.

Især efter denne weekend, synes jeg at hungre efter at blive, nu hvor jeg blev inviteret med til zanzibar over påsken, nu hvor jeg føler at jeg gerne vil samle flere prøver og nu hvor jeg synes så let at kunne skabe flere kontakter bare ved sidde omkring, eller deltage i de aktiviteter som nu hører med til deres studie. Det hele binder sig sammen på en måde eller den anden, og at jeg er velkommen i klinikken selvom jeg ikke er veterinær, gør en markant forskel for hvor mange mennesker jeg kan møde, og hvor rare og imødekommende de er på det tidspunkt. Jeg har desværre ikke billeder af langt størstedelen af dem, derimod er jeg begyndt at have styr på navnene, så det er tid til et persongalleri nedenfor. Derudover spicer vi det lidt op med dagens og weekendens begivenheder, og et par billeder af RIGTIGE parasitter, for det er jeg sikker på I alle er nysgerrige omkring. Disse arter vil dog ikke være den farlige Dirofilaria immitis, men den art der hedder Acanthocheilonema reconditum

Fra arbejde:
Mkupasi 
Han er en person der altid er til at stole på, selvom han på alle måder er en meget travl mand. Han læser Ph.D. og er blevet givet penge fra Danmark af. Han er pt taget tilbage til Danmark, og jeg vil møde ham lige så snart jeg er kommet tilbage, for han er der for at skrive selve Ph.D'en. Det er ham der har sørget for at være min kontaktperson og en slags vejleder også. I ham har jeg kunne lægge ethvert ansvar for hvordan prøverne skulle indsamles. Således er det blevet, at han har kontaktet klinik professoren der hjælper med at indsamle prøver, at han har kontaktet laboratorie teknikeren og sørget for at jeg ikke betaler overpris for at være her ud over arbejdsdagene, og således har han generelt sørget for at jeg har følt mig velkommen på hele mit ophold hernede.

Ngowi
Hun er min egentlig vejlder hernede, og al korrespondance der har hændt, har været med hende, og det har især været hjemmefra. Hernede er hun en meget travl person, og derfor har hun lagt meget af ansvaret over til Mkupasi, netop fordi det virkede. Men nu er han taget hjem, og jeg har højnet kontakten til hende, for neto pat holde hende opdateret med hændelserne, og hvis der skulle være nogen problemer. Hun er altid nysgerrig omkring status på projektet, og alting går som det skal. Ellers er jeg sikker på hun ville skride ind, hvis der skulle være et problem.

Mlagar: 
Tror måske det er ham jeg har set mest til udover Goomba, men i det mindste har jeg snakket med ham. Det er Mlagar der søger for at vi får taget blod og fæcesprøver sammen med Athanas der er den studerende der arbejder om lørdagen. Han er også begyndt at hjælpe til med kontakter, så vi kan få nogle flere prøver end der er allerede, ved at tage ud og indsamle prøver fra privat personer. Det har enhver dag hvor jeg har været i klinikken været en fornøjelse.
Lige en ekstra historie fra idag! Jeg skulle have fat på Mlagar for at få aftalt at samle flere prøver i løbet af ugen, men han var inde i surgery. Sørme om, da jeg kom ind, ikke fik lov til at kigge med, og det var noget af en oplevelse. Jeg fik set hvordan de fjernede en tumor i en hunds penis. Jeg ved ikke om jeg kan tillade mig at vise billeder af det, og vælger at lade være, men jeg putter et link ind til det galleri, hvor jeg har de lidt mere vilde billeder, der er unikke, og noget man nok ikke lige oplever med det samme igen. Athanas og Mlager var de 2 der sørgede for operationen, og jeg er sikker på det var en success.

Goomba:
Jeg har nok nævnt ham flere gange. Jeg har netop nævnt tidligere, at han var lidt for negativ omkring alt omkring mig, og nærmest gjorde mig bange for at snakke med nye mennesker, selvom jeg så har ignoreret det. Han er laboratorie teknikeren, og sørger for at jeg kommer ordentlig hjem, sørger for jeg kan få hjælp med prøverne, og skal være der mens jeg undersøger prøverne. Han er en vigtig person, og jo mere jeg lærer om ham, jo mere føles han som en hvis person fra Indien. Hvis nogen har hørt om ham, så minder han rigtig meget om Rhakubir Singh eller Cha Cha. Fyldt med venlige advarsler, og en lyst til at vise steder frem som hører til, og egentlig hjælpe til, dog med vedhold. Han sørger for man har frit spil, men alligevel vil være sikker på man ikke laver noget dumt. Det er virkelig en kendt følelse der kommer her.

Udenfor arbejde:
Det er egentlig et ret så blandet netværk jeg har fået fat på. Det er en blanding af lokale, og andre nationaliteter, alle disse har hver deres måde at gøre indtryk på.
Roger: Han var egentlig den første sociale kontakt jeg havde fra de lokale, og en person jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt. Gennem Couchsurfing, er han den eneste der bor og kan tilbyde sofa her i Morogoro, men det var slet ikke det jeg skulle "bruge" ham til. Derimod havde jeg brug for at komme lidt ud og væk fra alt det arbejde jeg havde fyldt mit hoved med. Så han mødte mig i SUASA, og tog  mig med til Tushikamana. Jeg henviser til den tidligere blog med samme navn, hvor jeg var så utrolig overrasket over hvor meget han egentlig ville stole på mig. Sådan er det måske bare, at jeg let kan gøre mig venner med nogen, hvis jeg føler jeg har brug for det.

Her er jeg med et par der også arbejder med Athanas om lørdagen. 4 års studerende på vet.

For resten af menneskerne deler jeg det lidt op i events. Jeg mødte en Raoul der læste ph.d. i økonomi, og var fra Tyskland, i SUASA, hvor vi faldt i snak. Vi snakkede om en masse random stuff, men så stødte jeg lige ind i ham sidste lørdag, hvor han sad og snakkede med en inder Bina der arbejdede for external communications, og det havde hun gjort i 7 måneder nu. Jeg forstyrrede dem ikke engang i deres samtale, og fik lov til at sidde med dem. Hen ad aftenen blev jeg inviteret med ud og spise på et hotel, og det var mægtig hyggeligt. Noget virkelig positivt her i weekenden, og rart at komme lidt væk fra arbejdet og møde andre mennesker. Vi var et par stykker der tog videre til Tushikamane, og da de andre tog hjem dukkede Roger op. Derved blev jeg fuld endnu en aften. Han er nu en sjov type, det er ret svært at beskrive hvordan han er, men han snakker altid højt om at han vil gøre noget godt for at gøre mig glad. Det synes jeg er meget stort, og har utrolig svært ved at forholde mig til.

Idag mødte jeg så en flok fra Namibia, der læste veterinær på andet år. Disse endte jeg med at snakke en del med, og kom til at skippe mikroskopien jeg skulle have lavet idag, og i stedet tog jeg ud og spiste frokost med dem. En anden grund til jeg ikke nåede mikroskopi, var fjernelse af tumoren. Tror jeg så på det i en 3 timers tid. Spændende var det, og ikke en oplevelse jeg ville gå glip af!

Det skal siges at alle de studerende har fri i de næste 3 uger, for det har man efter 2 ugers eksamener. Det er lidt sjovt. Man gør dette for at folk kan tage hjem til familien, eller bare slappe af, ligesom vi har vores ene uge. 3 uger virker bare som utrolig meget, og det virker også således. Så ender de fleste med slet ikke at lave noget, og det er da lidt synd. Åbenbart kan du dog godt snakke med et par undervisere om at tage med ud i felten et par dage ogse på køer eller grise.

A. dranunculoides vil jeg tro

A. reconditum

Tror det var alt for denne gang!

Ugali, polenta, Knödel - Sikke en sammenhæng!

Okay jeg har seriøst gået og overvejet det her rigtig længe.... Det er utrolig som nogen lande virkelig arbejder på at have det vildeste tilbehør indenfor sovsearbsorption. Og det minder så meget om hinanden. I det hele taget smager det tilbehør man får som nationalt, ikke af særlig meget af sig selv. Det er skabt med et eneste formål, og det er at suge så meget sovs op fra tallerknen som muligt. Så hvis du elsker sovs, så er det det her du skal tage og specialisere dig i. Herunder er deltagerne, og da jeg nu er i Tanzania starter vi her:

Ugali:

Som I kan se er det en stor flot hvid klump, der egentlig kunne ligne en mellemting mellem hjernemasse og blomkål(men blomkål ligner vel også hjernemasse lidt).

Wikipedia:
Ugali (also sometimes called sima, sembe or posho) is a dish of maize flour (cornmeal) cooked with water to a porridge- or dough-like consistency. a specific regional name.

Så det vil sige at vi har at gøre med vand, majsmel og stivelse. Hurra for det, ikke ligelugt et måltid i sig selv.
Hvordan spiser man det så? I sådanne lande som dette, spiser man med højre hånd, og holder gaffel med venstre, hvis man arbejder med ugali. Du kan have noget salat eller andet i din venstre, mens du med højre hånd tager er klump Ugali, og ruller den i din håndflade for at lave en lille bold. Denne bold dypper du så i whatever sovs du nu har til stede.
Hvilken slags sovs er der i tanzania: For lidt! ifht til danmark, er der en sygelig mangel på sovs til noget som bare kan suge det op, du har modtaget med retten, i et drag. En skam!

Godt så har vi fået det simple på plads - Vi springer nu videre til noget i samme genre:

Polenta

Polenta is coarsely or finely ground yellow or white cornmeal boiled with water or stock into a porridge^[1] and eaten directly or baked, fried or grilled before serving.

Aha! Så her har vi at gøre med en majsmelsgrød i stedet for et majsmelsbrød. Spændende nok, og desuden kan man dertil grille det for at skabe variation. Men alt i alt er det lavet af det samme som ovenstående. Gad vide om det så også smager af lige så lidt, mon ikke?

Det spændende ved polenta er at det ikke direkte er skabt til at suge sovs, men i Spanien laver de gerne rigtig mange variationer af det. Det med at riste dem og derved lave noget rösti agtigt er rigtig spændende. Ved nærmere undersøgelse, ser man også hvor banalt det er for lokalbefolkning, hvis det ikke er de fattigste bønder, at tilsætte forskellige andre ting til Polentaen. Så faktisk kan du selv lave rösti ud fra dette, og det kan klart anbefales. Ellers vil nogle tilsætte parmaskinke i polentaen og lade det søbe ind i smagen, for derefter at lave konsistensen mere som Ugali, og mindre grødet. Det er i sig selv et måltid.
Kommer der så sovs med? Altså spanien er meget glad for et køkken der består af gode friske råvarer, og ved polentaen, som jo er tilbehør, er det ingen undtagelse. En god tomatsovs med frisk kød og en masse grøntsager, og så har man faktisk en dejlig sammensætning. Mums!

Knödel: 

Knödel ..., are large round poached or boiled potato or bread dumplings, ... They are typical components of Central European cuisine... They can be made from flour, potatoes, old bread, semolina, etc. In most versions, they are used as a side dish for meat, like roasted meat or stews. But they can also be served as a dessert (e.g., filled with plums, asZwetschgenknödel) or in a soup

Som jeg husker knöden bedst er som billedet viser, men der er virkelig mange forskellige udgaver for den samme ting. Det er en østeuropæisk måde at tilberede alt hvad man nu end har af tørre rester eller andet stivelse man har til overs, til en dej. Det passer PERFEKT til det østeuropæiske køkken, hvor der spises meget sovs, og der virkelig skal noget til for at suge det hele væk. Smagen, er ligesom med ovennævnte, manglende. Ligesom med Polenta er det normalt at krydre knöden med diverse ting. Jeg har selv spist det med bacon, men persille og andet godt er også normalt. Vi skal huske at vi her har at gøre med et køkken der hører til de lidt koldere dele af verden, så maden bliver automatisk anderledes end de varmere dele. Alligevel ser vi her en slags repetition af tilbehør, som jeg finder finurligt.

Alt i alt for at runde af, så er det sjovt at så mange lande verden over deler denne form for tilbehør. Vi i Danmark har kartofler og kartoffelmos, tilgengæld har vi en helt anden form for mørkt rugbrød, som der ikke rigtig er andre der har. Det er bare ikke det samme som alle de ovenstående, og det er ret sjovt. Prøv at tænke over det!

En lille update hernedefra
Jeg har fået et rødt mærke på benet der giver mig en haldt - Har besøgt en læge der siger det er inflammation eller betændelse i et hul. Det er meet underligt, men har fået noget kraftig creme, som jeg har tænkt mig at tage med hjem, for det indeholder alt mod bakterier, svampe og inflammation. Super lækkert. Idag kom der 25 hunde til, dvs jeg har rundet 100 hunde, men jeg har egentlig ikke lyst til at fejre i denne weekend, netop pga benet. Kan være det sker næste weekend. (hvor jeg måske har 150 blodprøver uuuuh).

Jeg så forresten en nilvaran løbe over gaden sidste lørdag, men den var for hurtig til at man kunne fange et billede af den. Øv!

Håber I nyder lørdagen, nu vil jeg tænke lidt over min anden blog.