Ved Vejens Ende

Det er måske på tide med en lille ekstra opdatering. Ud over persongalleriet jeg gjorde mig i sidst, har der i de sidste par uger været rigtig mange mennesker at tilføje til dette. Det har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at gå i dybden med, men jeg kan sige, at ud fra disse personer jeg nævnte sidst i mit socialliv, hvor jeg blot lige havde mødt dem, er det lykkedes mig at få rigtig mange nye kontakter. Måske for mange. Jeg vil vove at påstå at det bliver rigtig svært at holde kontakten, men alligevel vil jeg prøve at gøre det således at jeg kan komme tilbage hertil. Der er noget over sådan et sted som her, der giver en ro og lyst til at blive her. Kan godt være maden måske ikke er så spændende, kan godt være vejret er rigtig varmt til tider, men de mennesker der bor her gør stedet til en helt unik oplevelse. Det kan slet ikke sammenlignes med at være i Danmark. Måske fordi det er et lille samfund af mennesker der enten arbejder for universitetet eller studerende ved en af de mange undervisningsinstitutioner. Ihvertfald har jeg lovet alle disse mennesker og mig selv at jeg vil komme herned igen, nok mere som en turist end før. Kan dog være jeg finder noget uni orienteret at lave hvis jeg er heldig. Det bliver forhåbentligt indenfor et års tid.

Det tager tid at opbygge hvad end man vil have af venskaber her, og godt og vel 2 måneder har været nok for mig til at kende et par hovedinstitutioner indenfor det sociale i området. Ud over der selvfølgelig er Tushikamane, så tænker jeg mere på hvor folk egentlig kommer fra. Den ene side, af mennesker jeg har mødt, er dem ansat under Apopo. Apopo er en institution der træner rotter til at finde landminer og turbekulose. Så det er alligevel pænt sejt, og i den institution kommer de fedeste mennesker fra. Så er der området omkring Tushikamane der har en masse ansat til at skabe økologisk landbrug. Virkelig nogle fede idéer der er her. Sustainable organic farming, er noget der er meget på vej frem hernede for tiden. Til sidst er der folk under tobaksindustrien, der er den rige del af Morogoro og Tanzania. Det er faktisk hernede omkring at tobakken bliver dyrket til Camel. Fik snakket med en der ejede dette så sent som igår. Det var ret fedt.

Nu hvor jeg går imod enden af mit ophold kan jeg spørge mig selv om jeg har nået det jeg ville? Og tjah, det har jeg da. Dog har der været meget mere arbejde i det, både organisatorisk og ren analysemæssigt, end jeg egentlig havde tænkt det ville. Jeg havde, ud fra hvad jeg havde hørt fra min externe vejleder, regnet med at det kun ville tage en måned at indsamle de 150-200 prøver, men sådan var realiteten slet slet ikke. Det var en længere kamp blot at få de 150 prøver, og jeg har nu 157 prøver blod, hvoraf jeg endnu ikke har analyseret alle mine blood smears og filtrationer. Jeg har blot lavet disse. Desuden sidder jeg stadig og er igang med at analysere på fæces prøverne. så der er RIGELIGT at se til stadig på trods af at jeg kun har en arbejdsdag tilbage.

Men jeg har nået det jeg skulle; jeg har fået indsamlet over 150 prøver, og det er helt klart det der er vigtigst.  Det var en stor lettelse for hjertet at jeg nåede det i denne uge, med blod sved og tårer. Jeg ved ikke hvor meget jeg har skulle være ulejlig ved mennesker hernede og udnytte deres gavmildhed således at jeg kunne indsamle alle mine prøver. Var der mere jeg ville? Ja jeg ville rigtig gerne isolere mig og bruge tid i mine egne tankers verden, og dette har jeg ihvertfald også opnået. I det har jeg fået skabt mine blogs, og især Edward Choice, min hovedperson i en serie af historier. Han har fået rigtig meget opmærksomhed, og ud af det har jeg fået skrevet en god start på hans blog. Det er selvfølgelig noget jeg fortsætter på når jeg kommer hjem igen. Andet? Ja ud over denne isolation sprang jeg direkte ind i det sociale liv hernede. En stor omvæltning af min holdning til internationale arbejdere er sprunget ud af dette. Jeg har langt mere lyst nu, end jeg havde før, til at tage enhver mulighed der måtte komme til mig, omkring internships i hvilket som helst land. Folkene der gør dette er de rareste mennesker! Nu er der ingen frygt til overs for at gøre sådanne ting.

Og med det, slutter min tur hernede, som en 100% positiv oplevelse jeg kan tage med mig hjem. Det slutter med jeg kender så mange mennesker hernede, jeg har lært en masse om parasitter, om mig selv, og om hvordan internationale arbejdere er. Slutter som en oplevelse jeg ville ønske jeg havde mere tid til at nyde til fulde, men i stedet har været skyndt igennem fra ende til anden, så jeg knapt har kunne trække vejret. Hvad angår turistting så får jeg taget en kort safari tirsdag inden jeg tager direkte til lufthavnen og flyver hjem.

Håber det har været en fornøjelse for jer at følge med i bloggen, hvem end i er derude :).

PS: Og til jer der kender mig, og ser mig når jeg kommer hjem onsdag 11.45, kan I altid spørge ind til de ting jeg har oplevet.