Ved Vejens Ende

Det er måske på tide med en lille ekstra opdatering. Ud over persongalleriet jeg gjorde mig i sidst, har der i de sidste par uger været rigtig mange mennesker at tilføje til dette. Det har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at gå i dybden med, men jeg kan sige, at ud fra disse personer jeg nævnte sidst i mit socialliv, hvor jeg blot lige havde mødt dem, er det lykkedes mig at få rigtig mange nye kontakter. Måske for mange. Jeg vil vove at påstå at det bliver rigtig svært at holde kontakten, men alligevel vil jeg prøve at gøre det således at jeg kan komme tilbage hertil. Der er noget over sådan et sted som her, der giver en ro og lyst til at blive her. Kan godt være maden måske ikke er så spændende, kan godt være vejret er rigtig varmt til tider, men de mennesker der bor her gør stedet til en helt unik oplevelse. Det kan slet ikke sammenlignes med at være i Danmark. Måske fordi det er et lille samfund af mennesker der enten arbejder for universitetet eller studerende ved en af de mange undervisningsinstitutioner. Ihvertfald har jeg lovet alle disse mennesker og mig selv at jeg vil komme herned igen, nok mere som en turist end før. Kan dog være jeg finder noget uni orienteret at lave hvis jeg er heldig. Det bliver forhåbentligt indenfor et års tid.

Det tager tid at opbygge hvad end man vil have af venskaber her, og godt og vel 2 måneder har været nok for mig til at kende et par hovedinstitutioner indenfor det sociale i området. Ud over der selvfølgelig er Tushikamane, så tænker jeg mere på hvor folk egentlig kommer fra. Den ene side, af mennesker jeg har mødt, er dem ansat under Apopo. Apopo er en institution der træner rotter til at finde landminer og turbekulose. Så det er alligevel pænt sejt, og i den institution kommer de fedeste mennesker fra. Så er der området omkring Tushikamane der har en masse ansat til at skabe økologisk landbrug. Virkelig nogle fede idéer der er her. Sustainable organic farming, er noget der er meget på vej frem hernede for tiden. Til sidst er der folk under tobaksindustrien, der er den rige del af Morogoro og Tanzania. Det er faktisk hernede omkring at tobakken bliver dyrket til Camel. Fik snakket med en der ejede dette så sent som igår. Det var ret fedt.

Nu hvor jeg går imod enden af mit ophold kan jeg spørge mig selv om jeg har nået det jeg ville? Og tjah, det har jeg da. Dog har der været meget mere arbejde i det, både organisatorisk og ren analysemæssigt, end jeg egentlig havde tænkt det ville. Jeg havde, ud fra hvad jeg havde hørt fra min externe vejleder, regnet med at det kun ville tage en måned at indsamle de 150-200 prøver, men sådan var realiteten slet slet ikke. Det var en længere kamp blot at få de 150 prøver, og jeg har nu 157 prøver blod, hvoraf jeg endnu ikke har analyseret alle mine blood smears og filtrationer. Jeg har blot lavet disse. Desuden sidder jeg stadig og er igang med at analysere på fæces prøverne. så der er RIGELIGT at se til stadig på trods af at jeg kun har en arbejdsdag tilbage.

Men jeg har nået det jeg skulle; jeg har fået indsamlet over 150 prøver, og det er helt klart det der er vigtigst.  Det var en stor lettelse for hjertet at jeg nåede det i denne uge, med blod sved og tårer. Jeg ved ikke hvor meget jeg har skulle være ulejlig ved mennesker hernede og udnytte deres gavmildhed således at jeg kunne indsamle alle mine prøver. Var der mere jeg ville? Ja jeg ville rigtig gerne isolere mig og bruge tid i mine egne tankers verden, og dette har jeg ihvertfald også opnået. I det har jeg fået skabt mine blogs, og især Edward Choice, min hovedperson i en serie af historier. Han har fået rigtig meget opmærksomhed, og ud af det har jeg fået skrevet en god start på hans blog. Det er selvfølgelig noget jeg fortsætter på når jeg kommer hjem igen. Andet? Ja ud over denne isolation sprang jeg direkte ind i det sociale liv hernede. En stor omvæltning af min holdning til internationale arbejdere er sprunget ud af dette. Jeg har langt mere lyst nu, end jeg havde før, til at tage enhver mulighed der måtte komme til mig, omkring internships i hvilket som helst land. Folkene der gør dette er de rareste mennesker! Nu er der ingen frygt til overs for at gøre sådanne ting.

Og med det, slutter min tur hernede, som en 100% positiv oplevelse jeg kan tage med mig hjem. Det slutter med jeg kender så mange mennesker hernede, jeg har lært en masse om parasitter, om mig selv, og om hvordan internationale arbejdere er. Slutter som en oplevelse jeg ville ønske jeg havde mere tid til at nyde til fulde, men i stedet har været skyndt igennem fra ende til anden, så jeg knapt har kunne trække vejret. Hvad angår turistting så får jeg taget en kort safari tirsdag inden jeg tager direkte til lufthavnen og flyver hjem.

Håber det har været en fornøjelse for jer at følge med i bloggen, hvem end i er derude :).

PS: Og til jer der kender mig, og ser mig når jeg kommer hjem onsdag 11.45, kan I altid spørge ind til de ting jeg har oplevet.

Nye bekendtskaber

Igen er der gået en uge siden sidst jeg opdaterede. Jeg synes der sker ret meget på sådan en uge, og det kan være rigtig svært at nå at fange altsammen i ord. Umiddelbart så synes jeg det er blevet lettere at omgås folk hernede, jeg er begyndt at føle mig mere tryg, og har mere og mere følelsen af at jeg gerne vil være her længere. Jeg kan ikke nå alt det jeg vil nå, og jeg ville gerne nå endnu mere end det. Blot i dette område, er der et helt liv at finde, der ikke er det samme som det jeg har derhjemme, men mere noget nyt. Der synes ikke at være nogen bånd på hvad jeg kan tage mig til, og alt det sociale kommer af sig selv. Jeg synes det er på tide at snakke om nogle af de mennesker jeg har mødt, og hvad de egentlig har givet af indtryk. Det er som om, jeg blot har taget højde for mine egne erfaringer, og nævnt en masse JEG har gjort. Selvom det selvfølgelig er min blog, og min rejse, og det hele er gjort som et individuelt projekt, er der ingen tvivl om at jeg ikke ville kunne klare mig uden de kontakter jeg har fået hernede. Det er blevet til et helt galleri af rigtig rare mennesker, hvor jeg let ville kunne inddele dem i de folk der er i forhold til mit arbejde, og dem jeg bare har mødt ved tilfælde, og straks har kunne skabe en kontakt til, snakke med, og bare nyde dem. Det er disse der giver mig lyst til at komme tilbage, til at opleve mere og egentlig blive hernede.

Især efter denne weekend, synes jeg at hungre efter at blive, nu hvor jeg blev inviteret med til zanzibar over påsken, nu hvor jeg føler at jeg gerne vil samle flere prøver og nu hvor jeg synes så let at kunne skabe flere kontakter bare ved sidde omkring, eller deltage i de aktiviteter som nu hører med til deres studie. Det hele binder sig sammen på en måde eller den anden, og at jeg er velkommen i klinikken selvom jeg ikke er veterinær, gør en markant forskel for hvor mange mennesker jeg kan møde, og hvor rare og imødekommende de er på det tidspunkt. Jeg har desværre ikke billeder af langt størstedelen af dem, derimod er jeg begyndt at have styr på navnene, så det er tid til et persongalleri nedenfor. Derudover spicer vi det lidt op med dagens og weekendens begivenheder, og et par billeder af RIGTIGE parasitter, for det er jeg sikker på I alle er nysgerrige omkring. Disse arter vil dog ikke være den farlige Dirofilaria immitis, men den art der hedder Acanthocheilonema reconditum

Fra arbejde:
Mkupasi 
Han er en person der altid er til at stole på, selvom han på alle måder er en meget travl mand. Han læser Ph.D. og er blevet givet penge fra Danmark af. Han er pt taget tilbage til Danmark, og jeg vil møde ham lige så snart jeg er kommet tilbage, for han er der for at skrive selve Ph.D'en. Det er ham der har sørget for at være min kontaktperson og en slags vejleder også. I ham har jeg kunne lægge ethvert ansvar for hvordan prøverne skulle indsamles. Således er det blevet, at han har kontaktet klinik professoren der hjælper med at indsamle prøver, at han har kontaktet laboratorie teknikeren og sørget for at jeg ikke betaler overpris for at være her ud over arbejdsdagene, og således har han generelt sørget for at jeg har følt mig velkommen på hele mit ophold hernede.

Ngowi
Hun er min egentlig vejlder hernede, og al korrespondance der har hændt, har været med hende, og det har især været hjemmefra. Hernede er hun en meget travl person, og derfor har hun lagt meget af ansvaret over til Mkupasi, netop fordi det virkede. Men nu er han taget hjem, og jeg har højnet kontakten til hende, for neto pat holde hende opdateret med hændelserne, og hvis der skulle være nogen problemer. Hun er altid nysgerrig omkring status på projektet, og alting går som det skal. Ellers er jeg sikker på hun ville skride ind, hvis der skulle være et problem.

Mlagar: 
Tror måske det er ham jeg har set mest til udover Goomba, men i det mindste har jeg snakket med ham. Det er Mlagar der søger for at vi får taget blod og fæcesprøver sammen med Athanas der er den studerende der arbejder om lørdagen. Han er også begyndt at hjælpe til med kontakter, så vi kan få nogle flere prøver end der er allerede, ved at tage ud og indsamle prøver fra privat personer. Det har enhver dag hvor jeg har været i klinikken været en fornøjelse.
Lige en ekstra historie fra idag! Jeg skulle have fat på Mlagar for at få aftalt at samle flere prøver i løbet af ugen, men han var inde i surgery. Sørme om, da jeg kom ind, ikke fik lov til at kigge med, og det var noget af en oplevelse. Jeg fik set hvordan de fjernede en tumor i en hunds penis. Jeg ved ikke om jeg kan tillade mig at vise billeder af det, og vælger at lade være, men jeg putter et link ind til det galleri, hvor jeg har de lidt mere vilde billeder, der er unikke, og noget man nok ikke lige oplever med det samme igen. Athanas og Mlager var de 2 der sørgede for operationen, og jeg er sikker på det var en success.

Goomba:
Jeg har nok nævnt ham flere gange. Jeg har netop nævnt tidligere, at han var lidt for negativ omkring alt omkring mig, og nærmest gjorde mig bange for at snakke med nye mennesker, selvom jeg så har ignoreret det. Han er laboratorie teknikeren, og sørger for at jeg kommer ordentlig hjem, sørger for jeg kan få hjælp med prøverne, og skal være der mens jeg undersøger prøverne. Han er en vigtig person, og jo mere jeg lærer om ham, jo mere føles han som en hvis person fra Indien. Hvis nogen har hørt om ham, så minder han rigtig meget om Rhakubir Singh eller Cha Cha. Fyldt med venlige advarsler, og en lyst til at vise steder frem som hører til, og egentlig hjælpe til, dog med vedhold. Han sørger for man har frit spil, men alligevel vil være sikker på man ikke laver noget dumt. Det er virkelig en kendt følelse der kommer her.

Udenfor arbejde:
Det er egentlig et ret så blandet netværk jeg har fået fat på. Det er en blanding af lokale, og andre nationaliteter, alle disse har hver deres måde at gøre indtryk på.
Roger: Han var egentlig den første sociale kontakt jeg havde fra de lokale, og en person jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt. Gennem Couchsurfing, er han den eneste der bor og kan tilbyde sofa her i Morogoro, men det var slet ikke det jeg skulle "bruge" ham til. Derimod havde jeg brug for at komme lidt ud og væk fra alt det arbejde jeg havde fyldt mit hoved med. Så han mødte mig i SUASA, og tog  mig med til Tushikamana. Jeg henviser til den tidligere blog med samme navn, hvor jeg var så utrolig overrasket over hvor meget han egentlig ville stole på mig. Sådan er det måske bare, at jeg let kan gøre mig venner med nogen, hvis jeg føler jeg har brug for det.

Her er jeg med et par der også arbejder med Athanas om lørdagen. 4 års studerende på vet.

For resten af menneskerne deler jeg det lidt op i events. Jeg mødte en Raoul der læste ph.d. i økonomi, og var fra Tyskland, i SUASA, hvor vi faldt i snak. Vi snakkede om en masse random stuff, men så stødte jeg lige ind i ham sidste lørdag, hvor han sad og snakkede med en inder Bina der arbejdede for external communications, og det havde hun gjort i 7 måneder nu. Jeg forstyrrede dem ikke engang i deres samtale, og fik lov til at sidde med dem. Hen ad aftenen blev jeg inviteret med ud og spise på et hotel, og det var mægtig hyggeligt. Noget virkelig positivt her i weekenden, og rart at komme lidt væk fra arbejdet og møde andre mennesker. Vi var et par stykker der tog videre til Tushikamane, og da de andre tog hjem dukkede Roger op. Derved blev jeg fuld endnu en aften. Han er nu en sjov type, det er ret svært at beskrive hvordan han er, men han snakker altid højt om at han vil gøre noget godt for at gøre mig glad. Det synes jeg er meget stort, og har utrolig svært ved at forholde mig til.

Idag mødte jeg så en flok fra Namibia, der læste veterinær på andet år. Disse endte jeg med at snakke en del med, og kom til at skippe mikroskopien jeg skulle have lavet idag, og i stedet tog jeg ud og spiste frokost med dem. En anden grund til jeg ikke nåede mikroskopi, var fjernelse af tumoren. Tror jeg så på det i en 3 timers tid. Spændende var det, og ikke en oplevelse jeg ville gå glip af!

Det skal siges at alle de studerende har fri i de næste 3 uger, for det har man efter 2 ugers eksamener. Det er lidt sjovt. Man gør dette for at folk kan tage hjem til familien, eller bare slappe af, ligesom vi har vores ene uge. 3 uger virker bare som utrolig meget, og det virker også således. Så ender de fleste med slet ikke at lave noget, og det er da lidt synd. Åbenbart kan du dog godt snakke med et par undervisere om at tage med ud i felten et par dage ogse på køer eller grise.

A. dranunculoides vil jeg tro

A. reconditum

Tror det var alt for denne gang!

Ugali, polenta, Knödel - Sikke en sammenhæng!

Okay jeg har seriøst gået og overvejet det her rigtig længe.... Det er utrolig som nogen lande virkelig arbejder på at have det vildeste tilbehør indenfor sovsearbsorption. Og det minder så meget om hinanden. I det hele taget smager det tilbehør man får som nationalt, ikke af særlig meget af sig selv. Det er skabt med et eneste formål, og det er at suge så meget sovs op fra tallerknen som muligt. Så hvis du elsker sovs, så er det det her du skal tage og specialisere dig i. Herunder er deltagerne, og da jeg nu er i Tanzania starter vi her:

Ugali:

Som I kan se er det en stor flot hvid klump, der egentlig kunne ligne en mellemting mellem hjernemasse og blomkål(men blomkål ligner vel også hjernemasse lidt).

Wikipedia:
Ugali (also sometimes called sima, sembe or posho) is a dish of maize flour (cornmeal) cooked with water to a porridge- or dough-like consistency. a specific regional name.

Så det vil sige at vi har at gøre med vand, majsmel og stivelse. Hurra for det, ikke ligelugt et måltid i sig selv.
Hvordan spiser man det så? I sådanne lande som dette, spiser man med højre hånd, og holder gaffel med venstre, hvis man arbejder med ugali. Du kan have noget salat eller andet i din venstre, mens du med højre hånd tager er klump Ugali, og ruller den i din håndflade for at lave en lille bold. Denne bold dypper du så i whatever sovs du nu har til stede.
Hvilken slags sovs er der i tanzania: For lidt! ifht til danmark, er der en sygelig mangel på sovs til noget som bare kan suge det op, du har modtaget med retten, i et drag. En skam!

Godt så har vi fået det simple på plads - Vi springer nu videre til noget i samme genre:

Polenta

Polenta is coarsely or finely ground yellow or white cornmeal boiled with water or stock into a porridge^[1] and eaten directly or baked, fried or grilled before serving.

Aha! Så her har vi at gøre med en majsmelsgrød i stedet for et majsmelsbrød. Spændende nok, og desuden kan man dertil grille det for at skabe variation. Men alt i alt er det lavet af det samme som ovenstående. Gad vide om det så også smager af lige så lidt, mon ikke?

Det spændende ved polenta er at det ikke direkte er skabt til at suge sovs, men i Spanien laver de gerne rigtig mange variationer af det. Det med at riste dem og derved lave noget rösti agtigt er rigtig spændende. Ved nærmere undersøgelse, ser man også hvor banalt det er for lokalbefolkning, hvis det ikke er de fattigste bønder, at tilsætte forskellige andre ting til Polentaen. Så faktisk kan du selv lave rösti ud fra dette, og det kan klart anbefales. Ellers vil nogle tilsætte parmaskinke i polentaen og lade det søbe ind i smagen, for derefter at lave konsistensen mere som Ugali, og mindre grødet. Det er i sig selv et måltid.
Kommer der så sovs med? Altså spanien er meget glad for et køkken der består af gode friske råvarer, og ved polentaen, som jo er tilbehør, er det ingen undtagelse. En god tomatsovs med frisk kød og en masse grøntsager, og så har man faktisk en dejlig sammensætning. Mums!

Knödel: 

Knödel ..., are large round poached or boiled potato or bread dumplings, ... They are typical components of Central European cuisine... They can be made from flour, potatoes, old bread, semolina, etc. In most versions, they are used as a side dish for meat, like roasted meat or stews. But they can also be served as a dessert (e.g., filled with plums, asZwetschgenknödel) or in a soup

Som jeg husker knöden bedst er som billedet viser, men der er virkelig mange forskellige udgaver for den samme ting. Det er en østeuropæisk måde at tilberede alt hvad man nu end har af tørre rester eller andet stivelse man har til overs, til en dej. Det passer PERFEKT til det østeuropæiske køkken, hvor der spises meget sovs, og der virkelig skal noget til for at suge det hele væk. Smagen, er ligesom med ovennævnte, manglende. Ligesom med Polenta er det normalt at krydre knöden med diverse ting. Jeg har selv spist det med bacon, men persille og andet godt er også normalt. Vi skal huske at vi her har at gøre med et køkken der hører til de lidt koldere dele af verden, så maden bliver automatisk anderledes end de varmere dele. Alligevel ser vi her en slags repetition af tilbehør, som jeg finder finurligt.

Alt i alt for at runde af, så er det sjovt at så mange lande verden over deler denne form for tilbehør. Vi i Danmark har kartofler og kartoffelmos, tilgengæld har vi en helt anden form for mørkt rugbrød, som der ikke rigtig er andre der har. Det er bare ikke det samme som alle de ovenstående, og det er ret sjovt. Prøv at tænke over det!

En lille update hernedefra
Jeg har fået et rødt mærke på benet der giver mig en haldt - Har besøgt en læge der siger det er inflammation eller betændelse i et hul. Det er meet underligt, men har fået noget kraftig creme, som jeg har tænkt mig at tage med hjem, for det indeholder alt mod bakterier, svampe og inflammation. Super lækkert. Idag kom der 25 hunde til, dvs jeg har rundet 100 hunde, men jeg har egentlig ikke lyst til at fejre i denne weekend, netop pga benet. Kan være det sker næste weekend. (hvor jeg måske har 150 blodprøver uuuuh).

Jeg så forresten en nilvaran løbe over gaden sidste lørdag, men den var for hurtig til at man kunne fange et billede af den. Øv!

Håber I nyder lørdagen, nu vil jeg tænke lidt over min anden blog.

Det billederne ikke viser

Så er det på tide med endnu en opdatering hernedefra. Jeg synes lidt den skal være dedikeret til de oplevelser jeg har haft, som jeg på ingen måde kan beskrive med billeder. Det er også en typisk ting når man er ude og rejse, at man aldrig vil kunne beskrive hvordan man oplever et sted, og det er især også gældene her. Tror også det er så gældene fordi jeg ikke føler mig beskyttet nok, til at tage mit store kamera med mig overalt, og med god tro. Alle de lokale jeg kender hernedefra, siger at jeg skal sørge for ikke at vise sådan noget frem, og ALDRIG have det fremme når jeg går rundt alene. Det gør jeg for det meste når jeg er ude for at se på naturen, og "føle" hvor tæt på den egentlig er.

Af store oplevelser og omvæltninger har jeg været rundt til diverse mennesker for at spørge om hjælp til at få fat på nogle flere prøver. Det var simpelthen begyndt at gå for langsomt. Dette endte ud i en længere ekskursion idag hvor vi tog prøver fra hunde hos privatejere. En oplevelse i sig selv, og det højeste antal af prøver jeg har fået ind indtil videre. Et godt grundlag til de næste par dage, men det bliver virkelig travlt, for skal have alting parat til det næste hold kommer på lørdag, hvis der da kommer nogen hunde der. Desuden skal jeg have skrevet data ind, og det er jeg simpelthen ved at dø i. Det bliver ikke idag. Idag lavede jeg blood smears på de 24 blodprøver, så de kan hvile natten over. Et af de første billeder er med blood smears på et viskestykke. Man laver 3 glasplader for hver prøver, så der skulle da lige laves 24x3 glasplader af det. Det tog en lille halvanden time, efter jeg var kommet rimelig sent hjem fra at være ude i felten

For at vende tilbage til det første emne. Jeg har gået og kigget på det bjerg der ligger lige op til hver eneste dag, det er så utrolig smukt at man får en behagelig fornemmelse i maven hver eneste dag, man kigger derop. Jeg har taget Dala dala hver dag, som koster 300 tanzanianske shilling (eller 1,5 kr). Det er en proppet van, der ihvertfald ikke er noget sikkerhed i. Det er en oplevelse hver gang. Jeg har reddet åp Bala bala, om lørdagen og søndagen. Det er deres motorcyckler, og det koster omkring 1000 shilling, så stadig ikke meget. Endnu en oplevelse man ikke skal være foruden. Jeg har gået igennem markedet og købt diverse frugt, for bare at mærke stemningen. Det er overraskende, at priserne er så meget mere faste end i de andre lande jeg har været i (Israel, Egypten & Indien). Folk er stædige, og man gider ikke prutte om prisen op eller ned hvad angår 2 kr. Det er simpelthen for småligt, og næsten også spild af tid.

En ting der har irriteret mig lidt er dog vores laboratorietekniker. Jo han er virkelig sød og vil en det bedste. Men han er lidt en gammel sur mand: Nej det er farligt at gå rundt alene, nej du skal ikke gå udenfor, det kan være farligt. Ej jeg må hellere tage dig rundt, du kunne blive overfaldet. Synes han sætter skrækscenarier op for mig, så jeg slet ikke har overskud til at være naiv bare en lille smule. At jeg så har været det alligevel, giver mig en lille ignorance til hans råd, og det ved jeg også kan være farligt, for han har helt sikkert ret godt styr på det hele. MEN ALLIGEVEL. Synes min rejseerfaring burde give mig lidt credit her!

Idag endte jeg med at have sneget mine planer en lille smule uden om ham og sørget for at Mkupasi arrangerede turen ud til de private mennesker, således at en anden person med samme navn og klinikkens teknikker tog derud sammen med mig. Det var rart, for de er ret hyggelige.

Jeg vil gerne vise et par billeder der viser hvordan hundene bliver holdt når de er i bur. Det ene er fra en privatejer, og det andet er faktisk politistationen i det område, der lod os tage blodprøver fra deres hunde (se det var jo også spændende). For jer, virker de nok ret voldsomme, og jeg kan slet ikke begynde at nævne hvor voldsomme ejere er over for hunde når de skal adlyde. Det virker bare slet ikke så unaturligt når først man står i situationen. Så kunne det lige så godt være hjemme i ens stue at det skete, det er det så heldigvis ikke, og jeg er ikke fan af negativ reinforcement. Bare lige for at understrege det.

Men ja, folk slå dyr, og det gælder også hunde. Jeg fandt det interessant, når nu jeg har arbejdet med ulve og floktendenser, hvor meget hundene underkastede sig ved brug af vold. Hvordan de enten begyndte at tisse eller bare lagde sig på ryggen eller begge dele alt efter hvor meget de blev holdt. (nogle gange når der tages blodprøver holdes begge forbene op således at den står på bagbenene. Så er det svært at underkaste sig).

Det tror jeg er alt for nu :).

Besøg af vejleder og mine første D. immitis positiver

Så blev det først og fremmest søndag. Jeg skulle igennem alle mine knott's prøver, og det tager tæt på en evighed. Vi fik kun samlet prøver fra 16 hunde, så den evighed blev reduceret til 8 timer (hvilket i sig selv også kan være ret lang tid man sidder med øjnene nede i et mikroskop, der ikke er indstillet til hvor høj jeg er, på en stol der ikke kan justeres i højden). Jeg var nok en smule tømmermændsramt fra dagen før, og var endt med at komme hjem klokken 4 om natten lørdag. Det var en underlig bytur, men sådan er det når man er i et andet land. Jeg turde drikke fordi jeg havde mødt Roger, der giver en smule tryghed, så længe man holder sig omkring ham.
Det skal siges at det kan være meget farligt at drikke alene i andre lande (især når man ikke kender kulturen for det), så det er vigtigt at have kontakterne i orden og hænge ud med nogen man kan stole på hele vejen igennem, hvis man har tænkt sig at indtage store mængder alkohol.

I min egen distræthed glemmer jeg selvfølgelig strømstikket til computeren i mit laboratorie, som ender ud i at min vejleder ikke kan få fat på mig hele søndagen, da min eneste oplader til mobiltelefonen, er gennem computeren, der allerede var løbet tør for strøm, idet jeg var nået tilbage til hotellet. På det tidspunkt fandt jeg ud af jeg intet strømstik havde, og der var det for sent at gøre noget ved det.
Anyway lykkedes det mig at presse lidt batteri på telefonen og hurtigt ringe for at aftale hvornår vi skulle mødes på Oasis hotel om mandagen.

Vi fik mødtes om mandagen, og snakket om hvordan det gik, og han virkede ikke helt utilfreds med det hele. Det var rigtig rart at få tjekket op på, for det er nogle gange svært at vide hvor man ligger henne i forhold til hvor ens vejleder gerne vil have én. Efter det fik jeg introduceret ham til hvor jeg arbejdede, for sidst han havde været her var for 25 år siden, og er sikker åp universitetet har ændret sig en hel del siden da. Før han skulle afsted, fik jeg vist ham alle de billeder jeg havde taget med mit kamera, af hvad jeg troede måske kunne være mikrofillarier. Alle disse tanker blev skudt i sænk, og han fik forklaret mig præcis hvordan de ville se ud. Lang krop hvor det skal være nogenlunde ens bredde hele vejen ud over halen, er den typiske måde en mikrofilarie ser ud.
Det betyder altså ingen positive hvad angår mikrofilarier, men man skal aldrig sige aldrig, og han forsikrede mig om, at det nok var en god idé at beholde billederne til senere, efter jeg havde vist ham nogle billede af mirkofilarier, fra nettet, som netop mindede om nogle af de billeder jeg havde taget. (Det er dem man kan se tidligere, plus et par enkelte til).

MEN!!! nu har jeg endelig lavet serologisk test efter Dirofilaria immitis, og minsandten om der ikke var 4 positive ud af minde første 20 prøver!! Denne test er meget mere følsom end de andre mikroskopier jeg laver. Den går heller ikke ud fra mikrofilarier, og det giver grund til noget af min diskussion. spændende spændende! Det er svært at se men sådan her ser det ud

Idag er så gået med endnu en omgang McMaster, som denne kan ikke har givet så meget. Tilgengæld er jeg her på billede med min awesome fæcesprøve der er klar til at blive analyseret!

Vores ledende laboratorietekniker prøvede idag at overbevise mig om vi bare kunne tage prøverne dernede hvor hundene bliver dyppet, og dertil måtte jeg sige at jeg skulle snakke med min eksterne vejleder hernede.

Manden der sad på kontor med hende, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder, kom med et helt andet foreslag, der nok er lidt bedre i min situation. Et forslag der ville gøre det muligt at komme ud til en lidt bredere del af befolkningen, ved at få klinikker til at indsamle prøver, såvel som at samle prøver ind fra det andet sted hvor der bliver lavet dypning. Ellers skal jeg have snakket med Mkupasi og fundet ud af hvad vi helt præcist gør. Det er en sag for imorgen!

PS: Det er sjovt så meget man skal rundt og hjælpe med at tage billeder af ting lige så snart at man har et kamera. Det giver godt igen må man sige! Er ret glad for at kunne gøre noget godt for de andre mennesker, når nu de ikke har et kameramikroskop. Så får jeg også set lidt andre parasitter, og det er jo kun en fryd for øjet!

I skal selvfølgelig heller ikke misse muligheden for at se de flotte parasitæg jeg har fundet! At skulle finde sådanne æg i ens fæcesprøver, er lidt som at skulle finde Holger, og derfor ret sjovt. Hvis der så er mange, er det mere som at skulle tælle hvor mange Holgere der er i forhold til det skidt han befinder sig i. Sådan kan  jeg godt lide at tænke på det.

Toxocara Canis

Toxascaris leonina

Ancylostoma caninum

Tushikamane

Så er det på tide at komme med endnu en opdatering.

Der er allerede gået endnu en uge, og kan lige så godt opdatere inden det bliver søndag. Denne blog bliver til at starte med uden billeder,da forbindelsen er ustabil.

Stikord: Knotts, Mcmaster, filtration, Blood smear, Couchsurfing, Tushikamane, Strømafbrud

Så er det tid igen. Jeg har virkelig haft en travl uge, og egentlig ikke nogle vilde opdateringer at komme med ud over de parasitologiske. Weekenden derimod har stået på en servering af godt med sociale erfaringer ud over studiet. Det var måske også på tide? Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg havde egentlig i starten ideen om at jeg ville isolere mig lidt mere, ikke drikke, og sørge for studiet samt mine egne tanker. Få tid til mig selv, og tid til at skrive, at læse og bare generelt have det godt alene. Kan dog godt se at det ikke holder, der er en drivkraft bag i mit hoved der higer efter at skabe kontakt med folk. Både indenfor der hvor jeg arbejder, men især også udenfor. Universitetet i sig selv burde rumme mulighed for at skabe et socialliv, der er noget man kan arbejde på at komme tilbage til, noget man har lyst til at komme tilbage til. Sådan føler jeg det er lige nu. Ikke kun pga. menneskerne der er omkring mig i arbejdsdagen, men pga. mulighed for at skabe kontakt på nye måder. Hvor let det er, og hvor hurtigt man bliver accepteret.

Metodeafsnit: Jeg har haft lidt problemer med blood smears. Jeg fik faktisk at vide idag at de ikke skal skylles, men blot fixeres. Jeg laver nok et nyt batch for at efterprøve denne teori, men teknikkerne, der arbejder med det fra tid til anden, benytter sig ikke af afvaskning. Det er der en meget simpel grund til. Hvis I husker billedet fra sidst, så var det før afvaskning. Vasken skal gøre at de røde blodlegemer falder af, da det slet ikke er dem vi er interesseret i. Der er bare stor chance for, hvis man ikke passer på, at du også skylder parasitterne af, når du vasker dem. Det er jeg bekymret for jeg måske skulle gøre?
Jeg har døbt onsdag til McMaster onsdag. Det tager ca 1 dag at komme igennem 17-20 prøver med fæces og analysere dem med McMaster. Det var ret lækkert at finde ud af, og det er ret let at håndtere. Så skal jeg bare have eftertjekket det med min vejleder.

Jeg kan godt lige forklare metoden, hvis nogen skulle være nysgerrige. Man har sin fæcesprøve gemt i handske eller andet medie. Udtager 4g+56 ml eller nogle prøver i det forhold 1+14 agtigt. Dette skal så røres rundt og man hælder det over igennem gaze til en ny kop. Denne kop omrøres igen og 10 mL overføres til et centrifugerør. Der centrifugeres og det ikke faste hældes fra ved at vende røret om 180 grader. Dette tilsætter man en "flotationsfluid" der sørger for at parasitterne kan flyde. Straks overfører man 3 mL af dette til McMaster kamrene og tæller æg. Simpelt og sjovt!

Fordi jeg skulle en masse onsdag, nåede jeg ikke det hele med McMaster og gik igang med torsdagen med det også. Da jeg var færdig gik jeg igang med at aflæse Blood smear og filtrationsslidesne. Det er et langt arbejde, og ens øjne brænder sig nærmest fast i hovedet. Tror hurtigt jeg har kunne runde en 200 slides på denne første uge. Mest pga. Knott's, der tog 3-5 slides per prøve.

Så når vi til weekenden. Jeg havde på Couchsurfing.org aftalt med en at mødes, for at kunne få et udspring til noget andet end blot at se på universitetsfolkene. Det var nok en af de bedre idéer jeg havde haft, og som man kan læse tidligere i så har jeg haft brug for at komme lidt ud. Roger, der nu var personen jeg skulle mødes med, havde læst social sciences, og arbejder nu med at rejse rundt til små landbrugsområder hvor folk har deres egen jord. Her skal han give dem råd omkring hvordan de kan optimere deres udbytte i forhold til hvor meget de producerer, og det var især med henblik på hvordan klimaet er igang med at ændre sig. Der er så lidt regn der falder hernede, så det har været svært at få til at passe hvornår man skal så, når klimaet ændrer sig. Meget sjovt at lære lidt omkring.

Vi tog videre på et sted der hedder Tushikamane. Det ligger på den anden side af Morogoro i forhold til universitetet. På trods af det er jeg kun blevet positivt overrasket. Tænkte "Ej udenfor SUA, det kan da kun være et sted hvor der kun hænger sorte mennesker ud der ikke kender til et ord engelsk.. Og så kaldte han det for en pub... Puha, det bliver da spændende at se om jeg kan udholde det"
Vores taxa drejede ind fra en lille grussti, igennem en port der stod vagt ved, til den mest imponerende indendørs/udendørsbar jeg har set længe. Man træder op af nogle trin til et åben område. På ens højre er der poolborde, og længere nede et rygerhjørne, hvor alle de hvide mennesker hænger ud (det var faktisk en del). På venstre side er der en lang bar, der er fyldt med mennesker. Foran denne bar er der selvfølgelig borde, og lidt ud mod venstre i forhold til baren er der en DJ pult der er i fuld gang med at fyre op for først afrikansk, så europæisk dansemusik. Der er et dansegulv lige foran ham, men alle synes at have en tendens til at danse, ligegyldigt hvor de befinder sig henne.

Jeg må desværre, efter en kort samtale og en gratis øl eller to, blive nødt til at forlade stedet, da jeg skal op tidligt idag og tage blodprøver fra hunde. Så begynder cyklussen igen. Desværre kun 16 hunde idag, men har lavet en aftale med veterinæren på klinikken om at han kan tage rutinemæssige prøver fra hundene der dagligt besøger klinikken, så kan jeg hente dem der.

Imorgen står det på mere knotts. Vi havde strømafbrydelse idag, så fik slet ikke nået alt det jeg skulle. Mere travlt imorgen, men først.... TUSHIKAMANE, det skal da lige prøves en nat hvor jeg ikke skal helt tidligt op imorgen!

Ugen der gik

Denne uge har været starten på min master, og det kan jeg godt mærke, især på den sidste del af den.

I stikord: Meget ventetid,opblandingsgrad, hunde, flere hunde, blodprøver, fæcesprøver, bearbejdsningstid, tid?

Hvis vi fortsætter hvor vi slap i løbet af ugen, var det allerede i onsdags at jeg skrev min blog. Torsdag gik med nogenlunde lige så lidt som onsdag, men denne dag havde jeg selv taget ansvar og taget op til universitetet for at tjekke op på hunde-situationen. Jeg mødte op klokken 9.15, og der var ingen jeg kendte inde på klinikken. Desuden var der heller ingen på Mkupasis kontor. Nåh! Jeg satte mig derfor udenfor, hvor de studerende plejer at sætte sig. Her gik der ikke lang tid før gud og hver mand skulle hilse på mig mens jeg sad og arbejdede. Det var meget hyggeligt egentlig, selvom jeg ikke fik lavet noget direkte arbejde. Jeg stødte ind i 2 udvekslingsstuderende fra Namibia, de virkede meget søde, men som så meget andet blev det kun en hilsen, og hvad går du og laver. Kan være jeg støder ind i dem igen senere


Jeg sad med forsøgsbeskrivelsen, og var igang med at rette den. Det viste sig at jeg ikke skulle tage Jugular blood draw fra halsen, men derimod cephalic vein blood draw, der tages lige under albuen på hunden. Det er langt mindre stressende for de arme dyr. Desuden fik jeg lige regnet mig frem til hvor meget opløsnig jeg skulle fortynde for at lave Giemsa og formaldehyd 2%, men det er simpelt nok, og der er ingen grund til at gå i detaljer. Fik også lavet fortyndingerne.

Om fredagen skete der endelig noget! Jeg mødte 9.00 og der var en i klinikken der sagde de havde ventet på mig igår?!? det forstod jeg ikke, men nu var jeg der ihvertfald. I løbet af dagen nået 2 hunde at komme ind. Det blev ikke til de vilde fæcesprøver fra dem begge, men den ene gav da lidt, forhåbentlig nok ti len mcmaster. Den anden var simpelthen så afkræftet og dehydreret at den heller ikke gav så meget blod, så jeg måtte "make do" med hvad jeg havde (dvs ingen dirocheck på den). Jeg fik afprøvet alle de grundlæggende blod orienteret metoder og det tog en krig. Fandt ud af jeg lavede fejl i blood smear, som jeg kunne nå at rette ud til lørdag. Jeg tester om det er muligt at gemme de fixeret prøver en dag og så centrifugere lørdag med de andre.

Lørdag... Første dag hvor der skulle ske rigtig meget. Sørgede for at møde lidt i 8 og dermed have lidt tid til at sætte op inden de første hunde skulle ankomme. Lige så snart de første hunde ankom blev det noget i stil med at jeg skulle tage billede, nedskrive grundoplysninger og tage en fæcesprøve, hvor at dyrlægen og assistenten tog blodprøver for at skynde på processen. Det hele varede blot 2,5 time og derefter havde vi indsamlet ialt 19 prøver for dagen.

Det var langt under forventningen, men en god start på hele projektet, de sagde i klinikken at der ville komme flere næste uge, så lad os håbe det.

Bearbejdning: uha ja de prøver der skulle da lige bearbejdes også. Først skulle blood smears laves, og ja som man kan se på billedet er der en god del at sætte op.

 Når de er tørret skal de vaskes, så erythrocyterne falder af. Dernæst fixeres og til sidst farves i formalin så man kan se parasitterne skille sig ud.
Ud over blood stain skulle der laves filtration, den gik heldigvis stærkt igennem et filter og så slut.
Knott's derimod, viste det sig at jeg ikke kunne nå, da jeg havde været igennem de to ovenstående metoder fra klokken 12 til klokken 8. Nu var det tid til mad! Valgte at spise dyrt, tage hjem, og så falde død om i min seng af udmattelse.

Idag er gået med at stå op, tage ind og se på knott's test og kigge på mikroskopi af de første 8 prøver. Det ser spændende ud, der er faktisk et par parasitter imellem prøverne.

Så kan man se frem til den næste uge med flere Knott's mere mikroskopi og sidst men ikke mindst McMaster!

05-02-2013

Efter jeg igår havde været oppe siden klokken 7 helt unødvendigt, da jeg og mit laboratorieudstyr først blev hentet klokken 12 og ikke klokken halv 8, til rimelig sent på natten, syntes jeg at se mit til at sove lidt længere idag. Blev vækket af Mkupasi, min kontakt, ringede til min telefon klokken 9.30 og spurgte om jeg havde lyst til at køre med nu hvor han alligevel var i byen. Desværre havde jeg ikke fået morgenmad, og måtte takke ned, og sige jeg straks ville være på vej. Jeg skyndte mig ned for at få morgenmad og komme afsted. Hurtigt ud til en dala dala og tage op til universitet. Når jeg endelig er deroppe er klokken blevet 11, og skal kun sørge for at nå op og tjekke op på det destilleret vand fra laboranten. Ville besøge klinikken og se om der skete noget, men der var ingen til stede da jeg var der.

Fedt.. Så er den dag gået, og jeg tager op til SUASA, universitetets gode kantine og drikker lidt vand. Jeg får skrevet en mail til Maria, den ene af mine vejledere derhjemme, for blot at rapportere at vi næsten er klar til at lave forsøget. Det eneste jeg mangler nu er at få printet mit spørgeskema. Det må blive imorgen tidlig når jeg står op. Hun huskede også at minde mig om at jeg skal rapportere alt data jeg ville få, hjem til hende på en daglig basis. Desuden fik jeg taget et par billeder af bjergene i baggrunden. Det er fascinerende som skyerne fra tid til anden syntes at sværme omkring tippen og krybe længere og længere ned langs bjergsiden. Selv i fuld sol, så utrolig tæt på hvor jeg står. Jeg var 2 gange oppe ved administrationen for postgraduate students for at få det pokkers research permit! Der var ikke nogen til stede de gange jeg bankede på, så endnu en ting jeg må sætte på dagsordenen. Det er for dårligt! Jeg skulle have haft det i sidste uge ifølge administrationen, men må værne mig med tålmodighed indtil jeg har modtaget dem. I sig selv er det ikke så vigtigt. Det vigtige er at det Research Permit skal bruges til at få mine immigrationspapirer således at jeg er accepteret til at lave den research i de 2 måneder.

Nåh, men efter mit andet tjek oppe på kontoret hvori der ingen var til stede tog jeg hjemaf. Jeg tænkte jeg idag ville vove mig ud på markedet, men det virker som sådan stadig lidt uoverskueligt alene, og tager og venter lidt længere. Jeg har heldigvis rigeligt med tid hernede, og har kun lige rundet min første uge.

Derhjemme sidder der de første to rejsende jeg har set overhovedet på hotel Sofia, hvor jeg bor. Jeg hilser hurtigt på den og går op og slapper lidt af. Skriver lidt, læser lidt, og søger lidt på artikler med facebook kørende i baggrunden. Beslutter mig for at komme ud og købe lidt snacks i form af cola og kiks. Man kan næsten ikke tillade sig at drikke vand når det er billigere at drikke cola.. Ret åndssvagt. Anyways så kommer jeg tilbage og beslutter mig for at snakke med det ældre par der var tyskere. Super spændende mennesker

De havde lige været nede og besøge deres søn på 19 der pt havde malaria, men arbejdede som sportslærer i noget frivilligt arbejde på et børnehjem. Så der fik de set hvordan et meget velset børnehjem fungerede, hvor de hver dag enten fik ris og bønner eller ugali og bønner - Der er heldigvis protein nok i det måltid!
Imorgen skulle de op nordpå og derfor krydsede de Morogoro på vejen, så det skulle kun være en 1-dags ophold. De kendte ikke engang til SUA, hvilket jeg fandt lidt sjovt. Efter de havde været i Tanzania skulle de videre over til Uganda og besøge deres datter, som også arbejdede frivilligt. Hun ville være læge, men havde for lave karakterer og tog derfor noget frivilligt arbejde i Uganda ud over en sygeplejerske uddannelse, for så at fortsætte som læge. En slags kvote 2 de benytter i Tyskland.

Noget af det mest spændende var klart at manden ejede en restaurant i Tyskland. Dog ikke hvlken som helst restaurant. Den første restaurant, altså den grundlæggende ide, indenfor spisning i fuldstændig mørke. Den oprettede han for 11 år siden.
Alt i alt var det den øl værd lige at høre omkring dem og deres, mens jeg fortalte om mig og mit, som de selvfølgelig også fandt utrolig spændende.

Til sidst måtte vores veje skildes, og vi gik til hvert vores værelse. Jeg satte mig og så lidt serie, og sidder nu og nedskriver dagens eskapader. Så trænger jeg vidst bare til at læse lidt i "The Wolves of Calla" før jeg lukker øjnene til endnu en spændende dag imorgen.

D. 02.02.2013

Her er så en update fra gårsdagens strabadser. Første lørdag ud af mange hvor jeg skal knokle fra 7 om morgenen og til 7 om aftenen. Det skal nok blive sjovt. 

Først en god morgenmad med lidt frugt i form af ananas og vandmelon. Dertil spanish eggs og kaffe på mælk (som smager super godt hernede). Dernæst ud til deres bussted og hen til en dala dala. Dette er minibusserne hernede, der normalt hurtigt bliver overfyldt med mennesker, og så hurtigt afsted til den givne destination. Desværre var det lørdag, så jeg havde en times tid med ventetid i den før den endelig blev fyldt op. Problemet lå i at, jeg skulle have været afsted med det samme så jeg kan mødes med min kontaktperson klokken 8. Det skete så ikke, og jeg var ved smådyrsklinikken klokken kvart i ni. Min kontaktperson var allerede taget hjem! Men folkene dernede var parat til at tage imod mig, så jeg blev hurtig vist hen til hvor man "dypper" hundene og fjerne ektoparasitter fra hunde. Disse bades så flere uger i træk, og derved skulle man fjerne dem. Det er en ting der er meget irritabel for huden yum yum. 

Jeg havde i løbet af ugen gjort sedler klar til at blive delt ud, og det blev de så. Dernæst smuttede jeg tilbage i klinik og så på noget syning (der bliver gjort som man lærer i animal laboratory science på rotter. Det var en god reminder), og desuden hvordan de bruger lokal og global anæstesi og hvordan de giver vaccinationer i dette land i forhold til hjemme i Danmark. 

Så blev jeg vist billeder af kilimanjaro af en af de studerende der har været der 3 gange nu. Det var ham der havde fuldt mig igennem dagen, og jeg synes faktisk vi kom rigtig godt overens. Han er en 4 års veterinær studerende der har eksamener her i den næste uge. Det var vildt nok. Så lidt flere vaccinationer og gik op til SUASA der er den udmærket og billige kantine de har på universitetet. Jeg skrev lidt på min myte og læste lidt i dark tower bog nr 5. Blev angrebet af en jumping spider.. lille bitte en og skubbede den af. Hyggeligt nok.. 

og så blev jeg hentet og vist hvilke restauranter der var foruden markedet. Så føler jeg mig mere rustet til at tage derud imorgen og købe en ananas og kokosnød nom nom! 

Og til sidst lidt billeder fra naturen omkring